2021 – et corona-år 2.0

Hver uge laver vi business barometer-rapporter over danskernes forbrug. For at binde en sløjfe på dem for 2021, har vi lavet en opsummering på året, der gik, hvor vi samler op på udsving i forbruget og de faktorer, der påvirkede måden, vi brugte vores penge på i løbet af året.

Lockdown-vinter og fastelavnsbollekøer

2021 startede midt i lockdown, og det påvirkede helt naturligt måden, vi brugte vores penge. Selvforkælelse kom på dagsordenen, og forbruget hos bagere og blomsterhandlere steg som følge af dette.

Landets byggemarkeder og møbelhandlere omstillede sig til click & collect-løsninger og nød godt af de mange renoveringsprojekter, der var i gang rundt om i de danske hjem under lockdown. Lockdown gav i øvrigt onlineshopping et generelt boost i mange kategorier i starten af året.

I vinteren 2021 så vi lange køer af fastelavnsbollehungrende kunder foran bagerne, som trængte til et udflugtsmål, og Valentines Day var ikke til at overse i forbruget, hvor blomsterhandlerne og smykkehandlerne - traditionen tro - fik ekstra travlt.

Forår med udflugter og udbetalte feriepenge

Da restriktionerne blev lempet i takt med forårets komme, fik vi travlt med at komme afsted hjemmefra og ud og opleve noget. Det kunne særligt ses i forbruget i kategorier som ”Hoteller”, ”Biludlejning” og ”Underholdning & attraktioner”.

Første del af de indefrosne feriepenge blev udbetalt i foråret og gav som forventet forbruget et ordentligt boost. Nogle af feriepengene blev spenderet, da de liberale erhverv endelig genåbnede, og vi bl.a. kunne lade corona-håret falde. Da landets barer og spisesteder fulgte trop med en genåbning, fik de også en bid af forbrugskagen.

Sportssommer og farvel til hjemmekontoret

Efterhånden som varmegraderne steg, og vaccinerne blev rullet ud, vendte vi tilbage til en mere almindelig hverdag. Mange vinkede farvel til hjemmekontoret og fik atter gang i forbruget på firmakortet. De mere normale tilstande gav oplevelsesindustrien et tiltrængt opsving og gjorde desuden, at mange igen fik mod på at rejse udenlands.

I takt med at forsamlingsloftet blev hævet, fik mange også travlt med at afholde konfirmationer, studentergilder, runde fødselsdage og bryllupper. Det satte positive aftryk i mange kategorier som bl.a. ”Transportservices”, ”Smykkehandlere, ”Underholdning & attraktioner” og ”Spisesteder”.

Når vi snakker sommeren 2021, kommer vi ikke udenom om EM i fodbold. Til trods for at klaphatten ikke havde sin egen kategori, så kunne det ses i forbruget, at fodboldfeberen for alvor havde fået fat i os. Det betød ekstra travlhed på landets barer og trak flere udenlandske turister til landet.

Efteråret bød på genåbning af nattelivet

Efter halvandet års nedlukning fik nattelivet, som det sidste, endelig lov til at genåbne, da vi ramte efteråret. Det gav både ”Barer & vinhandlere” og ”Underholdning & attraktioner” et boost i omsætningen, som dermed endte med at ligge over det historiske gennemsnit. Efterårsferien og halloween fik mange til at besøge landets forlystelsesparker, og så faldt sneen, da julebryggen landede - en fejring mange havde set frem til efter den blev aflyst i 2020.

Julehandlen blev skudt i gang med Black Week

Black Friday er for længst blevet konverteret til Black Week og blev startskuddet til julehandlen, hvor især smykkehandlere, boghandlere og vinhandlere havde ekstra travlt, hvis vi ser på omsætningen.

Corona-passets genindførelse afholdt os ikke fra at gå ud. Både restauranter, barer og forlystelsesparker nød godt af julehyggen – så længe det varede - før året sluttede på samme måde, som det startede, nemlig med nedlukninger.

2021 blev desværre noget nær et corona-år 2.0, men heldigvis med en sommer og et efterår, hvor vi havde knapt så mange restriktioner. Lad os håbe, at 2022 bliver året, hvor corona giver slip på sit tag i os, så vi kan komme tilbage til vores normale og længe savnede hverdag igen.

Du kan læse de ugentlige business-barometer rapporter for hele året her

New call-to-action
Louise Fibiger Ravnkilde

Louise Fibiger Ravnkilde

Louise er Content & Communications Manager i Nets og producerer indhold omkring betalinger til Nets’ digitale platforme.

Følg Louise Fibiger Ravnkilde på

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu

Vær den første til at kommentere indlægget.