Ny rekord i dansk e-handel: Vi køber for 140,7 mia. kroner i 2019

Den årlige e-handelsrapport er udkommet og igen i år ser vi en vækst i den danske onlinehandel. Helt præcist er forbruget steget med 5,4 procent siden sidste år, så det samlede danske onlineforbrug lander på hele 140,7 mia. kroner.

Sådan ser e-handlens fordeling ud

Der er en generel vækst i dansk e-handel i 2019, hvor forbrugerne shopper for 5,4 procent mere end i 2018. Vi har delt e-handlen op i tre kategorier: Rejser, fysiske varer og services og danskerne shopper mere af alle tre kategorier.

Rejser

Hvert år ser vi, at rejser er den suverænt største kategori målt på forbrug. Rejse-kategorien dækker over køb som flybilletter, hoteller, fly- og togrejser, leje af bil, charterferier, krydstogter m.m. I år bruger danskerne 70 mia. kroner på nettet i rejse-kategorien. Det svarer til 50 procent af det samlede onlineforbrug i 2019.

Varer

Den andenstørste kategori i onlinehandel er fysiske varer, hvor danskerne i år bruger 49 mia. kroner. Det svarer til 34 procent af det samlede forbrug og dækker over varer som vi traditionelt forbinder med onlinehandel som fx sko, tøj, elektronik, sportsudstyr. I år ser vi, at nye brancher vinder frem i denne kategori, hvilket er med til at øge det samlede forbrug, fx er flere danskere begyndt at købe byggematerialer på nettet.

Services

Forbruget på den sidste kategori, services, er også steget. I 2019 køber danskerne services på nettet for 22 mia. kroner, hvilket er en stigning på 8 procent. Vi kan bl.a. se, at danskerne bruger flere penge på at købe forsikringer online samt billetter til koncerter, teater, sport m.m. I år handler hele 38 procent af de danske forbrugere billetter på nettet – så har de dem også lige ved hånden på deres mobiler. 19 procent køber forsikringer online, hvilket er en stigning på 35 procent sammenlignet med 2018.

DK_graph_export2

I rapporten Dansk e-handel 2019 kan du læse mere om, hvad danskerne køber på nettet, hvor vi dykker længere ned i forbruget på de tre overordnede kategorier.

Du kan hente rapporten her:

Hent den nye e-handelsrapport 2020
Tanja Oda Sørensen

Tanja Oda Sørensen

Tanja er Marketing Manager i Nets og blogger om tips og nye tendenser inden for online betaling og e-handel.

Følg Tanja Oda Sørensen på

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu

Vær den første til at kommentere indlægget.