5 tips til spiselige produkttekster til webshops

Jeg har den perfekte opskrift på løse ris. Sådan gør du: Prop en pose ris i en gryde. Et lille drys salt. Skru op for fuld hammer. Vent, til din kæreste råber, at gryden koger over.

Okay. Indrømmet. Jeg er ikke ret god til at lave mad, fordi jeg altid liiige skal skrive noget, imens gryden buldrer derudad.

Men kokkerering af tekster til webshops minder ellers ret meget om madlavning: Du behøver ikke starte fra bunden hver gang. Du skal bare have en god opskrift, så kan du skabe nye tekster til nye produkter igen og igen.

Skal vi se at få rørt nogle ord sammen?! Her får du tekstforfatterens 5 tips til produkttekster. I bunden af indlægget får du også et eksempel på, hvordan du kan bygge en produkttekst og en kategoritekst op.

Tip 1: Brug en nem skabelon til produkttekster

Sådan ser den ud:

  • En fængende og fristende overskrift
  • Nogle få linjer under overskriften, der uddyber fordelene ved at købe
  • Et call to action – altså en direkte eller indirekte opfordring til at købe
  • En uddybende tekst om produktet
  • Et call to action til sidst
  • Gerne en punktopstilling nederst med de vigtigste produktoplysninger til dem, der kun skimmer teksten

Tip 2: Tjek, at produktteksterne ikke er for korte

En god produkttekst er 100 ord - mindst! Det bliver den heldigvis også let. Teksten skal jo indeholde alle de vigtigste oplysninger om varen. Desuden vil folk vide, hvor hurtigt varen kommer, hvad porto koster, og hvordan returbetingelserne er.

Tip 3: Skab købelyst hos målgruppen

Du skal fokusere mere på værdien af at købe end på nørdede specifikationer:

  • Værdien ved at købe en skriggul soltop er, at kunden får brune arme – og bliver set!
  • Værdien ved at købe inkontinensbind er, at man ikke drypper.
  • Værdien ved en alarm er selvfølgelig, at man føler sig tryg ved at tage hjemmefra eller sove alene i huset.

Desuden skal du kende din målgruppe, så du kan ramme sprogtonen rent. Nogle produkter og målgrupper skal have en sober og tillidsvækkende tone: ”Føl dig tryg og tør dag og nat. Bestil Ida inkontinensbind i dag” - eller ”Sov trygt – og gå glad i byen, mens din alarm passer på huset”. Andre produkter kan sagtens klare fuld skrue: ”Wauv! Se lige vores nye gule toppe. Synes du ikke, de stråler af solskin?”

Tip 4: Husk Google

Du skal have lavet en søgeordsanalyse, før du skriver dine tekster – eller booker en tekstforfatter.
Søgeord skal bruges naturligt i tekstens metadescription, forrest i tekstens title og selvfølgelig i selve produktteksten.

Tip 5 : Brug flere positive calls to action i teksten

Selvfølgelig skal du have calls to action i dine produkttekster. Men der er ikke noget så irriterende som salgstekster, hvor der står ”køb” overalt. Det er en god idé at variere dine calls to action. Også selvom budskabet er det samme. Lad være med at gentage calls to action ordret i korte tekster.

Hvis du fx skriver ”Se alle farverne”, kan du variere det ved at skrive ”Vælg din egen yndlingsfarve” næste gang.

Glem ikke gode lange kategoritekster

Gode kategoritekster kan gøre en kæmpe forskel på Google. Kategoriteksterne handler om alle produkter i en kategori, fx ”kjoler”, ”jeans”, ”Best Star tøj.” Kategoriteksten er vigtig for at ranke på Google på bredere og flere søgeordsudtryk, mens produktteksten fokuserer på ét produkt.

Dine kategoritekster skal gerne være lange. 250 ord er et absolut minimum. Men hellere 500 ord eller mere, selvfølgelig afhængigt af hvor stor konkurrencen er. Fra kategoriteksterne linker du til kategorierne, hvor folk kan vælge mellem produkterne.

Du skal ikke linke direkte til produkter fra dine kategoritekster. Så vil der jo opstå døde links, hver gang produkter bliver udsolgt. Du kan selvfølgelig godt linke til produkter, hvis du har præcis de samme år efter år.

Brug ordene godt – også i kategoriteksten

Lad være med at fylde kategoriteksten med tilfældigt lirumlarum ligesom dine konkurrenter. Brug ordene fornuftigt og forførende.

  • Kategoriteksten kan fx indeholde en størrelsesguide eller styleguide, hvis du sælger tøj.
  • Du kan også bruge kategoriteksterne til storytelling. Vær gerne lidt kreativ, hvor det matcher produkt og målgruppe.
    Du kan fx fortælle inspirerende historier om, hvordan kunderne bruger produkterne fra shoppen.
  • Kategoriteksten kan oplyse om fordelene ved at handle i shoppen. Det kan være gratis fragt, ratebetaling eller gratis rådgivning.

Supervigtigt bonustip: Husk kundeanbefalinger

Kundeanbefalinger er utrolig vigtige. Sørg for at placere dem et sted, hvor de ikke bliver overset.

Eksempler til inspiration

Eksempel på produkttekst:

[Overskrift]
Dans natten væk i Glitzy Star skinny jeans, 459 kr.

[Teaser]
Se lige de nye Glitzy Star skinny jeans med similisten, der fanger lyset …
Tag et smut i byen lørdag nat. Eller sæt ekstra bling til mandag morgen. Du bestemmer – dine nye yndlingsjeans passer til alt!

[Call to action]
Vælg frit imellem tre catchy farver: black denim, dark denim og shocking pink.

[Uddybende salgstekst]
Dine nye jeans er syet i stretchmateriale af 90 % bomuld, 5 % elastan og 5 % polyester. Det sikrer, at de sidder perfekt nat og dag. Similisten og pailletter er syet fast, så dine yndlingsjeans tåler en tur i vaskemaskinen ved 40 grader og let tørretumbling.

Indvendig benlængde: 80 cm i str. 29/34. Modellen er 178 cm og bruger størrelse 28.

[Afsluttende call to action]
Få dine nye Glitzy Star skinny jeans med lynhurtig levering og 14 dages fuld returret – vi giver fragten!

[Eventuelt faktaboks]
Boks med de vigtigste oplysninger til dem, der kun skimmer teksten.

Eksempel på kategoritekst:

[Overskrift]

Best Star tøj – streetwear til mænd med styr på stil

 

[Teaser]

Best Star tøj er casual wear i høj kvalitet til dig, der vil mikse og matche efter dit eget hoved. Alle styles er af høj kvalitet, så de tåler hverdagsbrug og vaskemaskine år efter år.

Udvalget i shoppen spænder fra ensfarvede basic T shirts og basic long sleeve shirts til statement T shirts med knald på farver og budskab.

Du kan selvfølgelig også vælge dine cool Best Star jeans, knickers, shorts og boxershorts her.

Du får et look, der ikke er til at overse. Til en pris, du er glad for at betale.

Og stilen? Best Star har udvalget både til vilde byture, romantiske dates og til mandag morgen på jobbet.

 

[Call to action]

Vælg dine nye yndlingsstyles og få lynhurtig levering. Vi giver portoen, når du bestiller for 499 kr.

 

[Uddybende tekst]

Spørg – vi elsker at snakke tøj
Har du spørgsmål til vores udvalg – eller vil du have et godt råd om din personlige stil, tøjstørrelse eller andet?

Så er vi klar til at hjælpe dig. Vi elsker nemlig at snakke stil og mode til mænd som dig. Fang os på mail eller telefon i dag! 

 

Bestil med hurtig levering og gratis fragt

Du får altid venlig service, lynhurtig levering og gratis fragt over 499 kr. med i handlen. Du har 14 dages fri returret, hvis du fortryder din bestilling eller skal bruge en anden størrelse. 

 

[Afsluttende call to action]

Se udvalget fra Best Star lige her og nu!

Bestil i dag – så sender vi senest i morgen.

Hent den nye e-handelsrapport 2020
Gæsteblogger: Louise Lamberth

Gæsteblogger: Louise Lamberth

Louise Lamberth er tekstforfatter i Tekstfokus og har arbejdet som tekstforfatter siden 2009. Hun er forfatter til bøgerne "Blog dig til synlighed - og salg" og "Planlæg kunderejser, der hjælper flere - og sælger mere".

Følg Gæsteblogger: Louise Lamberth på

Kommentarer

Kommentarer (1)