Skip to main content
Support
Partnere

Betalingstrends

Digitaliseringen af penge - er krypto fremtiden?

Digitalisation of money - is crypto the future?
Publiceret: 23.04.2021
N/A min. læsetid

Der bliver snakket meget om kryptovaluta, men for mange er den digitale valuta en meget uhåndgribelig størrelse og langt fra de flestes hverdag. Det kan dog godt betale sig at følge lidt med i udviklingen indenfor digitaliseringen af penge, for der sker meget på det område lige nu.

Den rivende udvikling af digitale teknologier bringer mange nye muligheder med sig, men også potentielle ændringer, vi bør forholde os til. Siden lanceringen for 12 år siden er Bitcoin blevet mere og mere eftertragtet og har taget pladsen som morgendagens erstatning for guld og omtales som det digitale guld. Blockchain, som er den revolutionerende teknologi bag Bitcoin, er også under stærk udvikling. Blockchain-teknologien er et decentraliseret system, det betyder, at det ikke ejes centralt af f.eks. en centralbank, som vi kender det fra det traditionelle betalingssystem. Teknologien bliver brugt i udviklingen tusindvis af nye betalingsløsninger, der lige nu konkurrerer om at blive en del af det fremtidige finansielle økosystem. Vores forståelse af, hvad penge er, og hvordan betalingsøkosystemet designes til en digital fremtid, udfordres af nye teknologier som Blockchain, men også af globale tech-virksomheder.

Big-tech og forholdet til forbrugerne

Kryptoindustrien er indtil for nylig blevet anset som en niche, men den voksende opmærksomhed det seneste års tid har skabt bekymringer omkring fremtiden. En af årsagerne til den øgede opmærksomhed er, at Facebook sidste år forsøgte at udvikle en stablecoin de kalder "DIEM", et digitalt valuta- og betalingssystem til deres egen platform, baseret på Blockchain-teknologien. Den Europæiske Centralbank (ECB) og tilsynsmyndighederne gik i den forbindelse ud med en bekymring om, at private digitale valuta som Facebooks DIEM potentielt kan udfordre Euroens suverænitet og risikere at skabe finansiel ustabilitet i hele Europa. I modsætning til Bitcoins konstant skiftende vekselkurs, er de såkaldte stablecoins knyttet til en national valuta som f.eks. Euroen. Stabecoins gør det lettere for forbrugerne at forholde sig til stabile priser fra dag til dag. Udover Facebooks DIEM-valutaprojekt har andre store aktører på betalingsmarkedet indledt partnerskaber i 2. halvår af 2020. Paypal, Square, Venmo, Mastercard og Visa har gjort kryptovaluta-betalinger mulige med wallet-apps eller betalingskort. At så store aktører åbner for kryptobetalinger vil højst sandsynligt øge tilgangen til kryptovaluta i den bredere befolkning.

Fra private valutaer til centralbankers digitale valutaer

Nedgangen i betalinger med kontanter, som er blevet fremskyndet af Corona-pandemien, og den nylige udvikling i stablecoins fra store private aktører på betalingsmarkedet har forstærket regeringernes og centralbankernes forskning i digitale valutaer, også kaldet Central Bank Digital Currency (CBDC). 2020 blev derfor et år, hvor vi oplevede et øget fokus på kryptovaluta og CBDC på tværs af landegrænser. Kina er i fuld gang med at teste den kinesiske, digitale Yuan og Den Europæiske Centralbank har offentliggjort en officiel rapport og høring omkring designet af en digital Euro. En digital valuta kan betragtes som digitale kontanter, som bliver udstedt af centralbanken. En digital Euro kommer derfor ikke til at erstatte fysiske kontanter, men vil i stedet blive tilbudt som en helt ny betalingsform. Den digitale Euro er ikke en privat valuta ligesom Facebooks DIEM, men i stedet en offentlig tilgængelig digital valuta. En sådan udvikling er revolutionerende og kræver en dybere forståelse og analyse af, hvordan en digital Euro vil ændre vores nuværende betalingslandskab. Hvorvidt Den Europæiske Centralbank (ECB) vil udstede en digital Euro eller ej, vil blive besluttet i løbet af i år. Formanden for ECB, Christine Legarde, sagde i slutningen af 2020 at hendes fornemmelse var, at den digitale Euro vil blive en realitet inden for 2-4 år.

Hvordan tilpasser Nets sig fremtidens betalinger?

I 2019 gik jeg, Nina Frausing, og Nets sammen om at undersøge fremtiden for digitale betalinger med fokus på udviklingen af kryptovaluta og den digitale Euro. Min forskning beskæftiger sig med analyse af markeds-, teknologi- og reguleringsprocesser, hvor jeg bl.a. deltager i ekspertgrupper. I løbet af første kvartal af 2021 er vi i Nets begyndt at teste krypto-betalinger på betalingsterminaler i Østrig og forventer at udbrede den teknologi til andre europæiske lande. Målet er at udforske og forstå både forbrugernes og de forretningsdrivendes behov i de nye digitale miljøer. Forbrugernes betalingsvaner og betalingsløsninger ændrer sig i takt med de samfundsmæssige behov og udviklingen af nye teknologiske muligheder. Globaliseringen og digitaliseringen tvinger de forretningsdrivende til at holde sig opdateret for at imødekomme forbrugernes ønsker til eventuelle nye betalingsformer. Den vigtigste målsætning for at sikre et sikkert og gnidningsfrit betalingssystem, er et sammenspil af forskellige betalingstjenesteudbydere. På grund af den decentraliserede logik i betalingssystemer som Bitcoin, foretrækker de fleste forretningsdrivende at have en direkte aftale med en betalingsudbyder, som f.eks. Nets. Særligt på baggrund af håndteringen af den risiko, som en krypto-betaling kan være hos den brede gruppe af forbrugere. Testen med betaling med kryptovaluta igennem Nets er et naturligt skridt i udviklingen af digitale valutaer, hvor vi håber at gøre betalingsløsningerne enklere og mere lettere tilgængelige i fremtiden og dermed skabe grundlaget for vækst og fremskridt i et digitalt samfund.

Nina Frausing Pedersen
Nina Frausing Pedersen
Nets Strategy and Transformation Team and PhD fellow in the Department of Digitalization on Copenhagen Business School, Nets A/S